Sommeraktiviteterforboern.dk Artikler Feriehygge med insekter på de regnfulde sommerdage

Feriehygge med insekter på de regnfulde sommerdageFeriehygge med insekter på de regnfulde sommerdage

Skoleferien varer lææænge, så selv om der måske både er planlagt udlandsrejser og udflugter i det danske sommerland, er det stadig masser af feriedage hjemme på matriklen.

Og specielt sidst i ferien kan det være op ad bakke at aktivere børn og familie, hvis sommerferien byder på en periode med regnfulde dage. Og det er her, insekter måske kunne komme ind i billedet.

Insekter er et ”hot topic”

Insekter er de senere år kommet på dagsordenen verden over. Årsagen er protein, som begynder at blive en mangelvare. Befolkningstilvæksten er enorm, at stadig flere får råd til den luksus det er, at kunne spise kød.

Problemet er, at kloden ganske enkelt ikke kan bære, at den traditionelle kødproduktion fortsat skaleres i takt med forbruget. Produktion af svin og kvæg forurener helt enormt, og der er et stort ressourcespild. Udnyttelsen af foder er meget ineffektiv, og i sidste ende er der en ret stor del af dyret, der ikke kan anvendes.

Helt anderledes ser det ud med produktion af insekter, som på alle parametre slår traditionel kødproduktion med mange længder: Produktionen er langt mindre forurenende, ressourcerne udnyttes langt bedre og de producerede proteiner er langt sundere.

Insekter i undervisningen

Med ovenstående in mente kan det ikke overraske, at mange skoler og uddannelsesinstitutioner i disse år har insekter på læseplanen. Det er simpelthen afgørende vigtigt, at de nye generationer får insekterne ”ind under huden” og bliver i stand til at håndtere den nye virkelighed i årene, der kommer.

Men hvorfor ikke tage et kig på insekterne derhjemme også? Det behøver bestemt ikke være i form kedelig undervisning, men kan sagtens udformes som et sjovt familieprojekt. At der så sniger sig lidt læring ind hos børnene (og hos de voksne) skader jo ikke.

Start evt. med at søge inspiration på nettet. Der ligger allerede mange undervisningsplaner, forsøgsoplæg og meget andet derude, kan bruges som afsæt.

Et godt eksempel er Mærsk-virksomheden Astra, der bl.a. har denne side: https://astra.dk/tildinundervisning/sig-goddag-til-insekt. På siden finder du inspiration samt links til diverse pasningsvejledninger for insekter.

Lav f.eks. en melorme-farm

Der er mange måder at gribe insekthobbyen an på, men et nemt og billigt projekt kunne være en melormefarm. Melorme er utrolig hårdføre, så der er næsten garanti for succes.

Som udgangspunkt er en melormefarm lugtfri, så den kan sagtens stå et sted i stuen, hvor alle kan følge med i udviklingen. Husk dog lige at tage højde for hunde, katte, små børn og lignende.

Hvis der er allergikere i husstanden, skal det dog lige nævnes, at melorme (og insekter generelt) i nogle tilfælde kan fremprovokere allergiske reaktioner. Det skyldes bl.a. rester fra insekternes hud (også kaldet ham), som indeholder visse allergener.

Under alle omstændigheder bør melormefarmen ikke stå i et soverum. Find evt. et sted i kælderen eller garagen, hvis du vil være på den sikre side i forhold til allergi.

Det får du brug for:

  • 100g melorme
  • En pakke havregryn
  • En plastikbøtte

Melormene kan købes hos en dyrehandler eller en butik, der forhandler dyrefoder. Havregrynene har du sikkert allerede i skabet, og mon ikke også du har nogle plastikbøtter liggende.

Eneste krav til plastikbøtten er, at den skal have lodrette sider, som er glatte indvendigt. Med andre ord – næsten enhver form for bøtte er gangbar. En passende størrelse kunne være en bøtte til slik eller is – f.eks. en af de typiske Carte D’Or-isbøtter.

Sæt farmen i gang

Start evt. med lige at tjekke melormene igennem. De skal gerne være sprællevende og friske. Hvis der er sorte (døde) larver i portionen, kan det være en fordel lige at få dem sorteret fra indledningsvis. De KAN nemlig komme til at lugte en smule, da den sorte farve indikerer, at en forrådnelsesproces er i gang.

Larverne er formentlig døde pga. manglende foder eller uhensigtsmæssig opbevaring, så problemet bør ikke opstå fremadrettet.

Hæld 2-3 deciliter havregryn i bunden af bøtten, og melormene ovenpå. I løbet af nogle minutter vil de grave sig ned, da de ikke bryder sig sønderligt om lys. Eventuelle syge eller døde vil forblive i overfladen, så her får du lige indledningsvis en chance for at få de sidste pillet fra.

Og så er farmen faktisk i gang.

Et par gange om ugen kan du give dem en stump gulerod eller andet væskeholdigt. Lad dem spise nogle timer, og fjern eventuelle rester efterfølgende, så det ikke ligger og mugner. Havregrynene er dog melormenes primære foder, så mere skal der ikke til.

Hvad skal der så ske?

I løbet af få dage vil de første melorme sandsynligvis begynde at forpuppe sig. De hvide pupper er ikke til at tage fejl af. Efter en uge eller to forvandles pupperne til biller. Efterhånden som der kommer flere biller vil de parre sig og lægge æg. Og efter endnu et par uger vil farmen myldre med bittesmå nye larver.

Projektet strækker sig ganske vist over noget tid, men der vil ofte være synlig udvikling fra dag til dag (flere pupper, nye biller osv). Tingene kan evt. speedes lidt op, hvis farmen stilles lunt.

Related Post